MEDVIRKENDE: ANOUK PIWEK, CHRISTINE OCHSENHOFER

​

ISCENESÆTTELSE: TAMARA SONJA AIJAMATHIESEN​​

​

SCENOGRAFI / KOSTUME: NATHALIE SCHATZ​

​

MUSIK / VOICE-OVER: NICO-ALEXANDER WILHELM

​

DRAMATURGI: TILL WIEBEL

​

LYS: OLE DAHNKE

​​

​​​

PREMIERE: APR 2026​​

Man må lide for skønheden. Selvom dette ordsprog har været i brug i evigheder, har det i dag fået en helt ny betydning. Trends og skønhedsidealer, der spredes via sociale medier, skaber ikke blot et enormt pres, men fører også til et massivt forbrug af skønhedsprodukter. Og efter en kortvarig kommerciel succes med »body positivity« er det – senest med lægemidler som Ozempic – alligevel igen bedst at være tynd. En global skønhedsindustri udvikler stadig nye løsninger til stadig nye problemområder. Den centrale målgruppe: unge kvinder. Mellem Botox og detox, blush og butt lift, face contouring og serum layering, skincare og skinimalisme åbner der sig en ny dimension af den evige produktion af idealet og ønsket om at leve op til det.

 

Allerede i eventyr proklameres skønhed som unge kvinders største kapital. Deres værdi defineres gennem prinsens blik og hans interesse for dem. Med lidt held bliver de bragt tilbage til livet gennem hans kys og vækket fra deres skønhedssøvn. Men hvem er det egentlig, der burde vågne op her? Hvilke nye fortællinger om skønhed skal vi vække til live, når denne historie om undertrykkelse allerede har fundet vej fra eventyrbogen til TikTok-feeden?

​

Furios, gennemtænkt og med sans for humor.

I værket forholder Aijamathiesen sig på en legende, intelligent og humoristisk måde til rollemodeller og skønhedsindustriens diktat. Her fletter hun eventyrverdenen sammen med nutidens unge kvinders virkelighed. De skønhedsidealer, der propageres på alle kanaler, henviser hun dermed til det uvirkelige, for man kan jo altid blive tyndere, læberne kunne være endnu fyldigere, ansigtet endnu strammere. Skønhedsindustrien ved lige så godt at udnytte dette som de sociale medier; der er ingen øvre grænse, og alt dette har mere med eventyr at gøre end med virkeligheden.​

(Theaterzeit Hamburg)

I denne devised teaterforestilling jonglerer holdet meget konsekvent med kritikken af et samfund, der udnytter kvinders længsler, og den tilhørende industri. Den friske og direkte tekst giver desuden de to medrivende skuespillerinder rigelig mulighed for at performe komiske scener, der er krydret med trash- og horrorelementer.

(Hamburger Abendblatt)