Egentlig vil Mavie fortælle om sin kærlighedssorg. Hendes veninde Lou er ikke dukket op til den planlagte motorcykel-roadtrip og overlader Mavie til sin skæbne. Det er meningen, at hun skal blive ædt af en flok vilde hunde, men Mavie har fået nok af dette stykke, som er hendes liv. Hun holder op med at følge manuskriptet og begynder at overveje en ny tekst. Da teaterforfatteren Peter bemærker, at hans figur er blevet selvstændig, går han i aktion sammen med hende. Figur og forfatter mødes på teaterscenen og udforsker banaliteten i forgængeligheden. Dødsmodigt begynder Mavie og Peter at fortælle om deres tab, som igen og igen manifesterer sig i tilsyneladende hverdagsagtige observationer af dyr og genstande: En døgnflue, der kredser om eddike, slutningen af aspargessæsonen, en smeltende gletscher, Mavies forældre, der aldrig har talt sammen, og Peters far, der har glemt, hvordan man lever.

Gewölk flytter hårdheden af de reelle tab over på teaterscenen, hvor de samtidig er sande og opdigtede. Hvor scenetågen er Peters dementes fars glemsel, men også – scenetåge. Dermed ophøjer teksten sorgen til et absurd-humoristisk eksperiment, hvor Mavie kan nægte at acceptere tabet. Hun skriger efter livet og kærligheden, om ikke at lade sig kue af frygten for tab, og med den stærke vilje til også at bestemme over døden selv.